Dag 12 - 13 - 14 Ribe

Det må siges med det samme. Ribe du søde. Tiden gik i stå. Du tog mig med storm. "Her skal vi være mindst 3 dage" var mine første tanke, da vi cyklede ind i denne levende tidslomme. 1300 års jubilæum i 2010. Danmarks ældste by

Indfaldsvejen fra Bramming til Ribe begyndte optimalt.

 

Jylland forvandlede sig endnu engang. Det tegnede godt. Vi havde ikke mange kilometer at tilbagelægge. Tid til at stoppe op og fotografere. Den danske kornmark, køer der hyggede sig, Kongeåen og togbanen til Ribe. Det kom som perler på en snor.

 

Køerne havde vi i første omgang cyklet forbi, men en kilometer fremme fortrød jeg. Jeg måtte have denne idylliske scene med hjem. Gabriela steg af cyklen, satte sig på en sten og tog en smøg frem fra gemmerne. Jeg cyklede tilbage. Det var jo ingen sag på en elcykel. Det havde jeg ikke gjort på en alm. cykel. I bil var jeg bare køer't forbi.

Danmarkshistorien oser ud af Ribe, fra hver et hushjørne.

 

Dronning Dagmar, Kjeld Abell, Finsen, Tavsen og Jens Olsen, ( ham med verdensuret på Københavns rådhus ), som jeg lærte om i folkeskolen, har boet her blandt mange andre fra Danmarkshistorien.

 

Selvfølgelig gør der også det i andre byer i Danmark, men her virker det så koncentreret, underbygget af den ene fredet bygning efter den anden, som berømthederne har boet i.

 

Selv salige og nok tidens rødstrømpe Maren Spliids, der var en af de sidste som blev brændt på bålet som heks, boede her i Ribe. En værdifuld påmindelse om at vi også har levet i en mørk og uoplyst tid. Til eftertanke.

Ikke alle huse i Ribe står velbevaret. Desværre. Manglende vilje eller pengepung.? Det er svært at sige.

 

Stat og kommune har et stort ansvar for at det ikke står og forfalder når det er på private hænder. Særlige regler burde gælde, når staten freder en bygning. Mener jeg!

 

Eksempelvis ved at give fuld fradragsberettigelse samt retur moms ved renovering. Selvfølgelig med kvalitetskrav m.h.t. håndværkere.

Pengene ville komme hjem igen i form af mere turisme og dermed større omsætning til de erhvervsdrivende. Når det regner på præsten drypper det på kommunekassen. Byen ville få et løft til særklasse.....Nå! men jeg er ikke politiker. Bare almindelig handelsuddannet.

Vi lejede et fredet hus for 3 dage i denne skønne by. 2 stuer, køkken og bad og soveværelse på 1. sal. skur til vores cykler og hele den gamle by lige uden for døren. Aftenbilledet er lige uden for vores gadedør. 500,- pr. dag. Bedre kunne det ikke blive.

 

Alt har en ende. Vejret slog om og vi måtte droppe Vadehavet. Vi besluttede at vende næsen hjem, efter at have overvejet at cykle østpå til Fredericia eller Nyborg på Fyn for at nyde vestenvinden hele vejen hjem.

 

Men vejrguderne mente noget andet. Nu stod det på regn og vind fra sydøst. Nu havde vi kørt 640 km. i næsten konstant modvind. Det var vi ikke lige klar til igen, så vi takkede af og købte togbiletter til Københavnstrup

 

Ribe du søde, vi kommer igen. Vi har Vadehavet, trækfuglene til gode

 

 
 
 

Superfedt med at tage cyklerne med i toget. Her har vi kørt 640 km. i 14 dage og efter 3½ time i en behagelig togvogn står vi af i Valby.

 

Vi taler allerede om hvor næste cykeltur skal gå hen. Bornholm måske. Bare en lille uge i sensommeren med røget sild og østersølaks fyldt med kviksølv, sennepsgas fra krigstiden og hvad der ellers er dumpede i østersøen. .. hmmm.

Og masser af fotos selvfølgelig.

 

Efter at have kørt som skrev står 640 km. tværs over landet, kan jeg p.t. konstatere, i flg. mit tidligere indslag i Skodsborg turen, at det anarki, som de stresset, egoistiske Københavnske cyklister udviser, IKKE har bredt sig til resten af landet.

Det glæder mig. Indtil videre kan jeg kalde det "kun" et Storby-Københavner-fænomen. Vi har jo ikke kørt i alle byer endnu.

 

En krølle på halen! Efter 640 km. igennem det ganske land, punkterede Gabrielas cykel på baghjulet ca. 300 meter fra vores hjem i Hvidovre.

 

Skriv til mig hvis du ønsker at skrive en kommentar, har spørgsmål eller gerne vil komme med gode råd

 

Med venlig hilsen

Torben Strøm